Fattiggården blev drevet af kommunerne.  Beboerne skulle arbejde for føden, og de blev blandt andet beskæftiget med kartning, stenslagning, landbrug, havearbejde, eller i værkstederne, hvor der blev lavet træsko, vævet stof og bundet børster. Der var regler for alt, både når det gjaldt arbejde, måltider og fritid. Fattiggården var kønsopdelt, og mange af beboerne var gamle medborgere. Der var også en del del børn på fattiggården. De kom alene eller sammen med deres forældre til fattiggården, hvor de boede indtil de var gamle nok til at komme ud at tjene. Beboerne fik mad og husly, men mistede retten til at stemme, til at stille op til valg og til at gifte sig.

På landsplan var der ca. 450 fattiggårde omkring 1900-tallet. Fattiggården var som regel den sidste udvej for et stort antal mennesker. I forbindelse med Socialreformen af 1933, som er en del af Kanslergadeforliget blev mange fattiggårde nedlagt. Socialreformen fastslog, at alle mennesker er ligeværdige, men fattigforsorgen fastholdt umyndiggørelsen af de fattige, de kunne kun gifte sig med tilladelse. Efterhånden blev fattiggårdene omdøbt til at være et forsorgshjem eller alderdomshjem. Restriktionerne i de borgerlige rettigheder, hvis man modtog fattighjælp, ophørte ved lov af 31.maj. 1961.

Fattiggårdene var spredt ud over Vendsyssel. Hvis du har lyst, kan du tage ud og se nogle af de steder, hvor fattiggårdene lå. Vi har lavet en lille rundtur, som du kan se her på Historisk Atlas (Husk! mange af fattiggårdene er i dag i privat eje, så det skal selvfølgelig respekteres).